Nyt fra Glasmagasinet uge 44

31/10/2014

Så er vi ved at runde oktober af, og det gør vi i flot stil med ca. 130 registrerede genstande i den forgange uge. Det er dejligt, når det bare skrider godt fremad 🙂 Så har jeg en god fornemmelse i maven.

Databasen på hjemmesiden er netop blevet opdateret, så nu er der igen mange, mange nye glas at se på.

I lørdags var ca. 40 personer fra Glashistorisk Selskab i Holbæk på besøg i Glasmagasinet. Det blev til godt og vel 2 timer i hyggeligt selskab. Det er altid rart at vise glassamlingen frem til interesserede. Jeg er jo vant til, at vi har mange genstande på museet, som folk aldrig får at se – og måske heller ikke efterspørger. Derfor er det dejligt, at der bliver spurgt efter samlingen – og det er dejligt at kunne vise glassamlingen frem for nogle, der virkelig går op i det. Men, to timer er jo ikke nok, så vi talte da også efterfølgende om, at det kunne være en mulighed med et nyt besøg, når vi har registreret mere glas. Måske om et års tid?

Ellers sker der såmænd ikke det store. Men, der er dog sket det, at jeg har fundet en genstand i kasserne, som jeg længe har gået og ventet på. Da vi i sommeren 2010 var på besøg hos Rosendahl  i Hørsholm, så jeg et stort, flot sølvskrin til cigarer. En gave til Direktør Valdemar Hansen i 1950. Nu, efter næsten 4 år i en flyttekasse er den endelig dukket op. Her er den så (den trænger til at blive pudset): foto

Cigarskrinet er fremstillet af sølvsmed Erik Magnussen og har på de fire sider ciselerede billeder af Kastrup Glasværks hytte K1, en IS-maskine, to glasmagere og en villa. På låget en klods med en mundstykkesaks. Jeg synes, at den er helt fantastisk flot. Virkelig et mesterstykke. Den måler ca. 25 cm i længden, 18 cm i bredden og 20 cm høj. Der er virkelig plads til et par cigarer! Den må have kostet en formue?

Det var alt for denne uge.

Husk – du finder også museet på Facebook, hvor bloggen også er at finde sammen med tidligere indlæg og sidste nyt om  museets arrangementer.

God weekend 🙂

Susanne

Reklamer