Så står julen for døren – sidste nyt for i år

19/12/2014

Ja, så står julen for døren. Glasmagasinet holder snart en velfortjent juleferie. Vi går ud af året med 21.450 registrerede genstande. Det er stort set det antal, jeg havde regnet med. Alt i alt synes jeg, at året er gået ganske godt. Vi har nået virkelig meget. Omtrent 1000 flere end de foregående år, hvor vi kun har nået ca. 5000. Det er ikk’ så ringe endda 🙂

Jeg mangler et par småopgaver, inden jeg går på juleferie, men er næsten klar. Rapporten til fonden er afleveret. Liv og Levn er udkommet og den tilhørende pressemeddelelse er skrevet og sendt kommunikationschefen til videre udbringning. Stort set alle genstande fra denne uges fotografering er nummereret og sat på plads, og jeg har en hel bunke fotos med de rigtige numre klar til Jens. Vi udveksler fotos, når jeg har vedhæftet dem til registreringerne – så er vi helt sikre på, at numrene er korrekte. For en sikkerheds skyld har vi begge to en kopi liggende af alle fotos. Jeg mangler lige at besvare de sidste par spørgsmål om glas – tænk, jeg har fået næsten 100 henvendelser i år. Det er helt vildt! De fleste kommer via Rosendahl, men nogle finder også vej direkte til museet.

På mandag kommer Michael Sheridan et par timer for at se på fotos fra glasværkets fotosamling, og så skal han nok også se flere glas, vil jeg tro. Ellers bliver det nok en stille og fredelig dag, men det er også helt fint.

Mens vi holder ferie, bliver vores database opdateret. Da museets 5 databaser blev sammenlagt, forsvandt alle navne og al historik (datoer) ved genstandene. Det er det, der nu gerne skulle komme tilbage, så vi igen kan se, hvem, der har indtastet hvad og hvornår. Hele tirsdagen sad en kollega og jeg og gen-indtastede alle museets registratorer. Noget af en opgave – jævnt kedelig, men hvor bliver det dejligt, når alle oplysningerne er med igen. Det bliver spændende at se efter ferien, om operationen er lykkedes.

Årets Liv og Levn er blevet godt modtaget – og selvfølgelig er de første par fejl blevet spottet. Æv altså. Jeg har lavet to virkelige bommerter – mest af alt en tanketorsk. Men, det er heldigvis kun de garvede glasfolk, der kan se det. Jeg skriver ikke, hvad det er. I må selv finde fejlen 😉 Under alle omstændigheder er det irriterende med fejl. Især, når jeg bare skulle have tænkt mig lidt bedre om. Noget af det gik også lidt hurtigt. Især billederne og opsætningen (som Jens har stået for) har fået ros. Det plejer også altid at være super flot!

Så vil jeg slutte af for i år. Jeg fandt lige dette foto – og det skal altså med denne gang. Flasken er en del af studiesamlingen og har nr. 764. Den er fremstillet på Kastrup Glasværk (NÆM2204x20652). Indholdet blev oprindeligt fremstillet på min hjemegn 🙂

02204x00020652Glædelig jul og godt nytår til jer alle sammen

Susanne

Reklamer