Nyt fra glassamlingen uge 43. Om glas i Sverige og Faaborg.

23/10/2017

Selvom jeg ikke får skrevet så meget på bloggen, så er vi stadig i fuld gang med registrerringen af Holmegaard Glasværks Prøvesamling. Vi nærmer os med hastige skridt de 32.000 glas! Den står mest på flasker, flasker og flere flasker, men for pokker, hvor er der dog mange forskellige typer af flasker. Alene parfumeflasker er da et helt kapitel for sig. De fylder ikke så meget, men der er mange af dem – og forskellige. Indtil videre har vi registreret ca. 250 af slagsen.

I begyndelsen af oktober deltog Mette og jeg i glasseminaret The Nordic Utility Glass Conference på Smålands Museum i Växjo. Emnet var primært om glas til borddækning, og det var rigtigt interessant at høre om glas til borddækning fra de andre nordiske glasværker. Vi var kun et par stykker fra Danmark og Finland og så mere naturligt mange fra Sverige. Både forskere, designere, designstuderende og glassamlere. Vi sluttede seminaret af med en tur til museets magasin, hvor de har opstillet deres 35.000 stk store glassamling fra i alt 106 sveske glasværker (og nogle udenlandske). Det er helt umuligt at fotografere, men jeg har forsøgt:

Det er vildt imponerende, og der er jo meget mere, end man kan se på disse fotos. Og, det mest fantastiske er faktisk, at alle har mulighed for at besøge stedet. Enhver glasinteresseret bør tage over og se det. Det kan varmt anbefales. Se mere her: http://www.kulturparkensmaland.se/1.0.1.0/91/1/   Man kan komme i åbningstiden eller lave en aftale på forhånd.

Som jeg tidligere har berettet, så er museet ved at få overdraget den store samling af glas fra Fyens Glasværk, som de har samlet sammen på Øhavsmuseet  i Faaborg. I den anledning brugte jeg nogle dage i uge 42 med at pakke noget af samlingen ned i samarbejde med et par stykker fra Fynske Glasvenner. Det var vældig hyggeligt og meget spændende, at få lov til at pakke alle de fine og i nogle tilfælde sjældne glas. Tak til mine medhjælpere 🙂 Vi fik fyldt museets bil med glas fra den gamle udstilling. I næste omgang skal jeg hente det, de har stående på magasin. Men, det varer nok nogle måneder endnu. De skal lige have tid til at finde det frem. Alt skal gennemgås for at begge parter kan være sikre på, at det er de rigtige ting, der kommer med.

Jeg snuppede et par fotos inden inden nedtagningen. Nogle af jer kan måske huske glassene i vinduerne? Det så flot ud, når man gik forbi museet i Holkegade.

Det er bedre end juleaften, og her i Næstved tripper mange af de frivillige for at pakke ud og registrere det hele. Noget af det er dog blevet lidt fedtet af det lange ophold i vinduerne og i udstillingen, så de skal lige vaskes. Men, vi kan ikke vente, så vi er allerede så småt begyndt at pakke ud. De følgende måneder vil I kunne finde registreringerne sammen med de andre glas fra Prøvesamlingen. Der vil ved hver registrering blive noteret, fra hvilken samling glassene stammer. Der er glas fra flere indsamlingskampagner – med hver deres museumsnummer, og især vil mange kende Gunnar Brocks samling.  Så, når hjemmesiden er opdateret vil I fremover kunne søge på f.eks. ‘Brocks’ eller ‘samling’ og se glassene.

Det var alt for denne gang.

de bedste hilsener

Susanne

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer

Jubii, så er vi næsten i mål med midlerne til Ny Holmegaard museet

25/09/2017

I fredags kom den glade nyhed: Næstved Kommune har bevilget 20 millioner kroner til Det Ny Holmegaard museum i næste års budget. Samtidig har Næstved Museumsforening også øremærket 1 million kroner til Kählerudstillingen på Holmegaard. Tusind tak til dem også. Det er en flot gave fra foreningen. Nu er stort set hele beløbet i hus, og derfor kan vi snart gå i gang med realiseringen af projektet. Det bliver så spændende. Det kan være vi skal have fyldt nogle af disse og fejre det?

Foreløbig kommer de ekstra penge ikke til at betyde noget negativt for registreringen af glassamlingen. Vi fortsætter arbejdet som hidtil. Nu har vi et helt sikkert mål med registreringen. Måske kan vi nå at registrere det hele færdigt inden udstillingerne skal åbne i 2020? Det vil jo være skønt, om vi kunne nå det.

Ellers har vi travlt som altid her med registreringen af glassamlingen. Vi er for alvor gået i gang med de mange flasker og emballageglas, som vi fik fra Ardagh i 2012. Det skrider rimelig hurtigt fremad. Vi har nu passeret glas nr. 31.500. Desværre er vores fotograf blevet sygemeldt på ubestemt tid. Det er vi meget kede af og håber, at John bliver rask igen. Heldigvis kan museets egen fotograf, Jens, træde til. Det er godt, at vi stadig har ham i baghånden.

I uge 42 drager jeg en tur til Faaborg til Øhavsmuseet, det kulturhistoriske museum. Vi har nemlig fået en aftale om, at vi overtager deres store samling af glas fra Fyens Glasværk. Det glæder vi også rigtig meget til 🙂 Holmegaard fusionerede i 1965 med glasværkerne i Kastrup, Hellerup og Odense. Ved lukningen af de tre glasværker blev prøveesamlingerne fra de tre sidstnævnte glasværker i perioden 1974-1990 delvist overført til Holmegaard og indlemmet i deres prøvesamling. Ved lukningen Fyens Glasværk blev rigtig mange glas udskilt og foræret væk eller solgt. En del af glassene i Faaborg stammer fra denne udskillelse. Så man kan sige, at glassene nu finder vej til Holmegaard med nogle års forsinkelse.
Flere af glassene fra samlingen i Faaborg er sjældne og findes ikke i prøvesamlingen fra Holmegaard. Der er flere forme til bl.a. presset glas. Forme, som vil være rigtig gode i udstilling, så man kan vise, hvordan presset glas er blevet fremstillet. Der er både gamle glas fra Fyens Glasværks begyndelse i slutningen af 1800-tallet og fra tiden under Holmegaard fra 1960erne og 1970erne. Alt sammen genstande som er med til at fortælle om de danske glasværkers historie – den historie som vi gerne vil bringe i spil på det nye Holmegaard Glasværks museum (der jo skal rumme alle de danske glasværkers historie). håber på, at nogen fra de Fynske Glasvenner vil hjælpe med at pakke glassene i Faaborg. Der er ca. 1500 glas og det er meget at pakke alene. De frivillige her i Næstved glæder sig rigtig meget til at få glassene i hænderne og til at registrere det. Det bliver en rigtig spændende opgave. Det skal I nok få mere at vide om.

Det var alt for denne gang.

De bedste hilsener

Susanne

 

 

 

 


En julehilsen

19/12/2016

Kære alle læsere af bloggen.

I dag har vi sidste arbejdsdag med registrering af glas i Holmegaard Glasværks Prøvesamling. Altså sidste arbejdsdag i år! Vi fortsætter naturligvis igen i 2017!

Jul og nytår er jo også den tid, hvor man begynder at gøre status over året, der er er gået. Så her er lidt fakta om 2016:

Med udgangen af 2016 har vi registreret i alt 29.800 glas i prøvesamlingen. I 2016 blev det til registrering af i alt 3.300 glas. Det er noget færre end i 2015, hvor vi nåede at registrere 5000 glas.

Vi har nu pakket alle kasser med glas fra K-afdelingen ud, og næsten alle dele er registreret. Siden sommeren/efteråret er der hovedsagligt blevet registreret flasker. Da dette arbejde kun varetages af en lille gruppe af de frivillige, bliver der ikke registreret helt så mange glas pr. uge som tidligere, men så bliver der i stedet brugt tid på andre ting. Blandt andet er der mange løse propper i samlingen, men allerede nu er mange af dem blevet parret med en karaffel, der har manglet prop. Dette er et stort arbejde, som ikke giver sig udslag i statistikken over registrerede genstande, da propperne jo bliver tilføjet et glas, der allerede har et nummer.

Et hold af de frivillige er begyndt og vil fortsat gennemgå samlingen og sammenligne beholdningen af glas med katalogerne fra glasværkerne og ud fa dem udarbejde lister over manglende dele. Samtidig er der blevet fundet en del fejl og mangler i tidligere registreringer. Dette overblik kan måske synes unødvendigt, men de frivillige, særligt dem der ikke ønsker at registrere flasker, vil gerne fortsætte med arbejdet med samlingen, så dette er en mulighed for at fastholde de frivillige og deres viden samtidig med at registreringen af samlingen bliver endnu bedre.

Antallet af frivillige er 32. De frivillige har i alt lagt ca. 4650 arbejdstimer i glassamlingen, hvilket er en lille smule mindre end 2015 (4961), men ikke meget.

Vaskeholdet er i 2016 fortsat med at vaske snavset glas fra den øvrige del af samlingen (dvs. ikke kun glas fra Ardagh, som vi modtog i 2012). Det er de stort set blevet færdige med. Der er også en del arbejde med at lime løse etiketter fast, så det fortsætter også. Målet er at få så stor en del af glassamlingen klar til udstilling som muligt. Bliver det store museumsprojekt en realitet, så skal der jo helst ikke være for meget ekstra arbejde med glassamlingen.

 I 2016 blev den store model af Hellerup Glasværk renset og fik nyt glas.

Igen i år har jeg noteret hver eneste henvendelse om glas, der er indgået enten pr. telefon, mail eller via museets Facebook-side. I år er det blevet til 75 henvendelser. Der er mange forskellige nationaliteter imellem: Tyskland, Norge, Sverige samt enkelte andre europæiske lande og selvfølgelig fra Danmark.

I marts var der besøg i glassamlingen i forbindelse med det nordiske glasseminar. Også Glashistorisk Selskab fra Aalborg har været på besøg.

I efteråret 2015 var der optagelse til et afsnit af Skattejægerne, og det blev vist i 2016.

Rosendahl/Holmegaard har igen i år besøgt glassamlingen flere gange.

Registreringsholdet har været på besøg hos designerne Christel og Christer Holmgren fordelt ud på et par dage i løbet af oktober og november. Det var meget spændende og lærerigt.

Jeg har skrevet artikel til museets årbog for 2016 om registreringen af glassamlingen og til Historisk Samfund for Præstø Amt om Holmegaard Glasværk.

Der har været udlån af glas til udstilling på Gustavsberg i Stockholm, sommeren 2016.

Fra september og frem til april 2017 er der udlån af glas til udstilling hos Glazen Huis i Belgien.

Vi er blevet tilbudt at gennemgå glas fra Fyens Glasværk som er kommet til Odense Bys Museer via museet i Aalborg. Glasset er blevet tilbudt Museum Sydøstdanmark, da Odense Bys Museer ikke ønsker mere end et par få eksemplarer i deres samlinger. Jeg har været en tur i Odense og valgt nogle få ting ud.

Og, så er museet i 2016 kommet et skridt nærmere et nyt museum på glasværket, hvor hele glassamlingen kan bliver udstillet.

Når vi begynder i januar 2017 tager vi hul på det 7. år med glasregistrering. Nogle af de frivillige startede januar 2011, så det er noget af en bedrift.

 

Der er jo ikke så mange genstande i samlingen med julemotiver, men i samlingen har vi dette vandglas fra Fyens Glasværk. Det indgår i studiesamlingen nr. 692, og det er sandsynligvis dekoreret af Gustav Behr ca. 1904-1925.

vis

I ønskes alle sammen en glædelig jul og et godt nyt nytår.

Tak også særligt til dem, der har hjulpet med gode råd og vejledning til registreringsarbejdet igen i år.

De bedste hilsener

Susanne

 

 

 

 

 


Tidlig julegave og en hel masse andet

25/11/2016

De fleste har jo nok allerede hørt det. Jeg er jo slet ikke først med nyheden, men torsdag d. 24. november  – lige præcis en måned før juleaften – vågnede vi allesammen op til denne overskrift i den lokale avis: Museum Sydøstdanmark (og det er jo også Næstved Museum) har modtaget knap 35 millioner fra Real Dania, så vi således at næsten i mål med rejsning af midler til det nye glasværks-museum ude på det gamle glasværk.

foto73

Personligt stod jeg på museet på Møn – helt alene og uden nogen at dele glæden med. Men jeg fik en del sms’er og talt i telefon med glade frivillige. Op af formiddagen modtog jeg dette billede fra et feststemt hold af frivillige, der holdt en pause fra registreringen:

billede0404

Dejligt, at den glade nyhed blev fejret på behørig vis. Det er i den grad også deres projekt. Der var også en rest portvin i vores køleskab. Mon ikke de frivillige fik drukket lidt af det også? Lejligheden kunne næsten ikke være mere glædelig. Om 14 dage skal vi holde julefrokost på glasmagasinet. Jeg tror, at dagen bliver endnu mere festlig i år.

Tv, radio og Facebook flød også over med nyheden hele dagen – og det fortsætter måske i dag. Her finder I indslaget fra Tv2Øst: http://www.tveast.dk/nyheder/24-11-2016/1930/oplevelsescenter-abner-pa-glasvaerk?autoplay=1#player . Som altid er det Verner Hansen, der er i front. Han har en helt utrolig tiltrækningskraft på medierne. Han blev vist både interviewet til radio, tv og aviser. 🙂

Hvordan hele Holmegaard-projektet skal løftes og gøres til virkelighed rent konkret bliver spændende at se. Her på glasmagasinet venter vi spændt – og tænker rent praktisk allerede med lidt skræk på alt det glas, der skal pudses. Det er jo meningen at hele glassalingen skal udstilles – og det er jo op mod 40.000 stk. Vi skal nok få brug for frivillige hænder  😉

Men, der er jo også sket mange andre ting. I går blev jeg også kontaktet af en museumsinspektør fra Odense Bys Museer, der gerne vil mødes for at overdrage genstande fra Fyens Glasværk til Næstved Museum. Genstandene har oprindeligt været på Aalborg Historiske Museum, men da man typisk ikke indsamler genstande, der ligger uden for et ansvarsområde, har de nu valgt at overdrage en hele del af deres samling fra Fyens Glasværk til museet i Odense. Her er de dog ikke interesseret i alle genstandene, så jeg blev ringet op for de ville bare lige høre, om vi er interesseret i tingene: ” Det er vist noget med, at I gerne vil lave et glasmuseum..” Og, til det kunne jeg jo så glad svare, at det har vi lige fået pengene til. Så nu har vi aftalt et møde i Odense inden jul. Det glæder jeg mig til 🙂

Sidste lørdag kunne museet åbne en udstilling med elever fra Talentskolen i Næstved. En række elever med interesse for kunst har ladet sig inspirere af museets samling af Kähler og Holmegaard, og lavet en række spændende kunstværker. Én har taget udgangspunkt i Christel Holmgrens ‘Carneval’, en anden i Michael Bangs ‘Palet’, to i flaskesamlingen og to andre i registreringen af glassamlingen. Der ligger spændende billeder på Næstved Museums Facebook-side.

Tilbage til registreringen, så er vi nu i fuld gang med at registrere flasker, karaflerne får propper, vinservicerne er ved at blive talt op, og vi nærmer nu også glas nr. 30.000 – vi mangler kun ca. 300 registreringer. Vi når det formentlig ikke inden jul, men så bliver det først i det nye år. Det bliver en vanvittig milepæl. Vi har nu været i gang i knap 6 hele år, og ingen af os havde nogensinde drømt om, at samlingen rummer så mange glas. Og, vi er jo slet ikke færdige endnu. Vi har ikke tømt alle kasserne endnu. Først i begyndelsen af det nye år, vil vi kunne få afleveret de sidste paller og mange hundrede flyttekasser retur til flyttemanden – med udsigt til at det hele skal pakkes ned igen om måske blot et års tid… Mon flyttemanden vil flytte samlingen en tredje gang? Nu har de jo en slags rutine 🙂

Onsdag var jeg en tur forbi glasværket, Netop som jeg var på vej hjem, opdagede jeg, at nu var det endegyldigt slut for Glaskroen. Billedet er ikke helt godt, men mon ikke alle kan se den sørgelige realitet? I løbet af kort tid var den ene gavl væk. Det bliver underligt at køre ned til glasværket, når Glaskroen ikke længere er der for enden af vejen.

foto74

I kan stadig finde vores registreringer på museumsforeningens hjemmeside. Databasen bliver jævnligt opdateret.

Det var alt for denne gang.

God weekend til alle – med den gode nyhed i går er der i hvert fald et godt udgangspunkt.

de bedste hilsener

Susanne

 

 

 

 

 

 

 


Nyt fra Glasmagasinet uge 26

26/06/2015

Jeg synes, at tiden går alt for stærkt lige for tiden. Der er nok at se til,mens sommervejret alder vente på sig. Vi er stadig ferieramt på glasmagasinet, men det går alligevel okay med at registrere et helt pænt antal glas hver uge. Vi ligger stadig flot på omkring 100 glas. Der er i hvert fald hele tide tomme pladser på udpakningsbordene, så jeg åbner nye kasser hver uge.

Jeg har imidlertid igen i denne uge haft travlt med at lære arkiverne i Vordingborg og Stege at kende, så tirsdag var jeg til møde hele eftermiddagen og torsdag måtte jeg aflyse registreringsholdet og drage til Møn en tur. Så reelt set er der kun blevet registreret glas to dage i denne uge. Men, fra næste uge skulle der gerne være ro på igen på arkivfronten indtil vi når august. Herefter vil der ske lidt omrokering af dagene, hvor vi registrerer. Fra august er der aktivitet på glasmagasinet mandage, onsdage og torsdage.

Imellem turene til arkiverne er jeg er ved at lægge sidste hånd på kvartalsrapporten til Detlefs fonde, og jeg er også ved at få lagt fotos ind i Regin-databasen, så jeg ikke kommer alt for langt bagefter igen.

Med hjælp fra Susanne har vi flytte lidt rundt på medicinglas og parfume- og kosmetikglas. De stod lidt uhensigtsmæssigt, men nu har vi rykket lidt rundt på hylderne, så der er god plads igen. Det er altid svært at beregnet fra begyndelse, hvor meget de enkelte emner fylder. I kunstglas-samlingen har vi også måtte rykke lidt rundt for at have plads. Det er trods alt lettere at finde rundt i samlingen, når de enkelte temaer står samlet, og der er god plads mellem hylderne til at se, hvad der står og til at løfte glas ud.

Jeg vil meget gerne udvide glassamlingens bibliotek og katalogsamling med nye bøger og kataloger, som jeg ved, vi kan få god gavn af. Jeg synes dog, at det er svært at finde noget der er relevant. Ikke, at det ikke er der, men at det er svært at opspore.  Ved et lykketræf faldt jeg dog for noget tid siden over et ‘Kastrup katalog på ca. 20 sider uden år’ på en hjemmeside for antikvariater. Ud fra teksten mente jeg, at det var et katalog, vi ikke havde, så jeg skyndte mig at bestille det, inden andre kom mig i forkøbet. Det viste sig at være en mindre guldgrube, jeg har fået fingrene i. Det er simpelthen et Kastrup katalog fra før 1960-1965-kataloget. En del glas findes i det senere katalog, mens andre ting kun er her. Blandt andet nogle vaser, som vi ikke har kunnet identificere nærmere. Flere af dem fra Fyens Glasværk. Originaludgaven passer jeg godt på, og så kan vi bruge de kopier, jeg har taget, i det daglige. Jeg har taget et par fotos af de første par sider til inspiration.

foto 2

foto 3

 

Det var ordene for denne uge.

God weekend 🙂

Susanne

 


Nyt fra Glasmagasinet uge 37

12/09/2012

Så er jeg tilbage på bloggen igen. Jeg ville have skrevet indlæg i fredags, men har haft tekniske problemer, og efter en meget stille mandag var glasmagasinet en ren myretue igår, så jeg simpelthen glemte at skrive et indlæg. Dels var der de frivillige, som plejer at være der om tirsdagen, og så kom bl.a. Verner og Søren Rasmussen oveni. Verner og Søren skulle finde emner til deres kommende foredrag om nyere dekorerede glas. Især Find benyttede sig af chancen til at få oplysninger af Søren om dette og hint. Vi har jo bl.a. fået fat i nogle silketryksrammer, som Søren har lavet, så han kunne jo lige fortælle en masse, der kan komme registreringen til gode. Det var meget hyggeligt. Søren må gerne komme igen og dele ud af sine guldkorn 🙂

Hvad er der så sket siden sidst. Ikke det store. Men jeg har da fået købt det nye nr. af Antik og Auktion. Jens og jeg har tjekket billederne af glassene. De få billeder, der er ret mørke, er ikke vores! Det er en flot reklame for museet. Ingen tvivl om det.

Jeg har fundet en lille stak af glas fra studiesamlingen, som altid blandet med en masse andet gammelt og nyt glas. Der er altid mange fine og pudsige ting imellem. Det er altid hyggeligt at registrere. Næste gang registreringen bliver opdateret på hjemmesiden, så prøv at lave en søgning på ‘studiesamlingen’, så kommer alle dem, vi har fundet ind til videre. Der er fusk, glas fra Fyens Glasværk, glas fra Holmegaard og udenlandske glas – vinglas, flasker, skåle og meget mere, bl.a. andet denne lille klovn 02204×00007689, der er udført som fusk på Holmegaard:

Jens og jeg har været på besøg hos Ardagh her til formiddag. Vi skulle se, hvor meget flaskesamlingen fylder, og vurdere hvordan vi får samlingen + ovnmodeller og model af Hellerup Glasværk hjem på mest fornuftig vis. Vi talte i runde tal 150 af de røde/blå plastikkasser + det løse, der står fremme. Det er en pæn mundfuld. Dertil kommer, at alt er møgbeskidt. Alle flasker SKAL vaskes inden de kan registreres og komme på plads i magasinet. Det bliver en stor mundfuld. I første omgang må vi dog fjerne det værste skidt og så pakke kasserne ind, så der ikke kommer skidt fra kasserne ud i magasinet. Så må vi finde nogle frivillige, der har lyst til at hygge sig med at vaske flasker i laaaaang tid. Vi kan dog ikke hente samlingen hjem før end oktober, derfor havde jeg Jens med. Han er enormt praktisk og har styr på transport af genstande – og så kan han tage over, når jeg nu (formentlig) ikke længere er ansat på museet i oktober. Vi fik også lige to malerier med hjem fra Ardagh med motiver fra glasværket og mosen.

Vi har fået hentet glas og keramik fra Munkeruphus, og det hele er kommet tilbage på plads på de rette hylder. Sandra har heldigvis også fået ryddet hylderne med glas, der blev fotograferet sidste torsdag, inden hun holdt igår. Vi har dog ikke nået meget siden sidste uge, så John har fået fri imorgen. Der er simpelthen ikke nok glas klar til fotos. Flere holder fri/ferie, og jeg har en udgravningsrapport, der lige skal skrives færdig inden udgangen af september. Det er desværre vilkårene pt. Plus, at det jo ikke er nemt at have frivillige/ ulønnet arbejdskraft – i mandags holdt to fri, fordi det var for godt vejr, og de hellere ville i haven mv. Ja, det er om at nyde det gode vejr, mens det endnu er her 🙂

Bedste hilsener

Susanne