Nyt fra prøvesamlingen uge 2

09/01/2015

Så er vi startet op efter juleferien. Vi har nu passeret glas nr. 21.600. Mandag og tirsdag gik det nemlig – trods tekniske udfordringer med Regin – ret kvikt med at registrere glas. Torsdag derimod brød systemet nærmest sammen, og det blev ikke til ret meget arbejde.

Mandag startede Claus i løntilskudsjob. Claus skal efter planen være her til begyndelsen af juli. Nu skal han læres op i alle arbejdsgangene, men det går faktisk rigtig godt allerede. Alle de fotograferede glas er også nummereret og sat på plads i kælderen her fredag inden middag.

Ellers sker der såmænd ikke det store her. Nu skal året lige begynde. Næstved Museum har fået en ny afdelingsleder i Mette Bruun, der er uddannet kunsthistoriker. Hun skal sættes ind i alle museets funktioner, arbejdsplaner og gøremål. Det bliver også til et besøg på glasmagasinet om en 14 dages tid. På mandag kommer min kollega, Else Gyldenkærne, og vikarierer lidt for mig et par timer. Jeg er nemlig sat på det hold, der skal tage sig af Danmarks Borgcenters udstillinger og forskning. Første møde er mandag formiddag. Bagefter gælder det møde med direktøren for Detlefs Fond. Så mandagen bliver altså travl. Jeg tror, at der bliver nok at se til i det nye år både med glasregisteringen, men også med arbejde på Holmegaard-museumsprojektet og Danmarks Borgcenter.

Databasen på hjemmesiden blev opdateret lige inden jul. Hvad der kommer til at ske med databasen, når den gamle hjemmeside lukker om en uges tid, ved jeg endnu ikke. Skulle den blive lukket, inden jeg når at skrive ny adresse ud, så kan vi altid findes via http://www.museerne.dk eller på Næstved Museums Facebook side. Her bliver bloggen nemlig også lagt ud hver uge.

Denne uges for er denne flotte unika fad af Kylle Svanlund fra 1973 (x20690).

02204x00020690

Her på falderebet vil jeg henvise til en publikation, der er kommet om Holmegaard-museumsprojektet. Den findes på Næstved Kommunes hjemmeside: http://www.naestved.dk/Service/NytOgPresse/December2014/Holmegaard.aspx

Her kan man (måske) blive klogere på de ideer og tanker, som museet og kommunen har med det store projekt.

God weekend.

Susanne

 

 

Reklamer

Nyt fra Glasmagasinet uge 49

05/12/2014

Allerførst: Jeg må holde op med at fortælle, hvornår der starter en ny i løntilskudsjob. Det er helt håbløst. Claus vil meget gerne begynde – men kommunen har glemt at udfylde papirerne, så han er ikke startet endnu! Øv, øv.

Men, intet er så jo skidt, at det ikke godt for nået andet. Mandag fik jeg istedet tid til at skrive mine tekster til Liv og Levn færdige, så Jens kunne få det sat op. Årsskriftet går i trykken på mandag, så vi har travlt. Det skal jo nå ud til alle museumsforeningens venner inden jul. Vi skal lige have den sidste artikel om det nye Holmegaard-museum med, men det får vi imorgen, lørdag!

Denne uge har vi ikke fået lavet helt så meget, som vi plejer. Dels har vi været ramt af en del sygdom, dels holdt vi julefrokost igår. Så da blev det heller ikke til så meget. Op til julefrokosten har jeg ikke pakket så meget glas ud. Vi havde brug for bordene, hvis vi alle skulle kunne sidde ned. Der er nemlig 31 frivillige lige i øjeblikket samt to i arbejdsprøvning, så selvom et par stykker ikke kunne komme med, så var vi en helt pæn flok alligevel. Vi fylder godt op. Det var ikke bare fest og ballade det hele. Verner havde igen i år fundet et film frem fra gemmerne om Holmegaard Glasværk.

Torsdag formiddag havde vi også besøg af en lille flok frivillige og museumsinspektører fra Museum Lolland-Falster, der var på besøg for at se, hvordan Næstved Museums magasiner er indrettet, og hvordan arbejdet med glassamlingen foregår. Det var ret hyggeligt. Jeg håber, at de fik noget ud af det. Vi fik tilbud om et genvisit. Det kunne være meget interessant. Museumsmagasiner er meget forskelligt indrettet. Alt for tit har museerne måtte tage til takke med mere eller mindre tilfældige bygninger sådan hist og her, hvor kommunen eller museet selv har kunnet finde plads. Tidligere tog man det vist ikke så tungt, om der var fugt og træk – sådan er det ikke længere. Næstved Museums magasiner er heller ikke oprindelig tænkt som museumsmagasin, men fungerer rigtig fint. Her er tørt og godt.

Og, så vil jeg slutte af med et spørgsmål. For nu har jeg pakket hele tre af sådanne sole ud af kasserne. De har ingen signatur. Mon nogen her ved, hvem der har designet dem? De er ret store og massive. Kan det være Sidse Werner? Et gæt – de er nemlig ikke i hendes tegninger.

 

foto sol

Det var lidt at tænke over i weekenden 🙂

Susanne


Nyt fra Glasmagasinet uge 45

07/11/2014

Jeg bliver næsten lige overrasket hver fredag over at tiden går så stærkt. Tænk, at der nu er gået en uge igen. Vi nærmer os efterhånden glas nr. 21.000, men der går nok lige en uge eller to endnu. Målet er dog i sigte 🙂

Min nye medhjælper skulle være startet på mandag. Jeg har længe set frem til dem dag. Men, jeg har hele tiden siddet med en dårlig fornemmelse af, at det nok heller ikke blev til noget denne gang. I mandags ringede hun så og fortalte, at hun havde fået andet job. Så nu standser jeg lige helt op, trækker vejret – og starter på en frisk med en ny omgang. Jobopslaget kommer simpelthen op igen. Denne gang i lidt omskrevet form og Jobcenteret i Næstved bliver kontaktet. Så må vi se, om de kan hjælpe med at finde en egnet kandidat. Det har de før kunnet. Heldigvis har jeg da Charlotte og Connie i arbejdsprøvning. De hjælper, hvor de kan. Det påskønner jeg virkelig.

Den anden dag skete der noget af et mirakel – i hvert fald et lille et. Bevaringscenteret har fundet en tusch, der kan skrive på glas – og som bliver siddende (Andre har sikkert kendt til dens eksistens længe – for den kan såmænd købes i boghandleren). Vi har tidligere forsøgt os med alle mulige dyrt indkøbte hvide tuscher. Uden held. Vi har nummereret med hvid maling påført med gammeldags pen istedet. En gennemprøvet metode som også bruges til arkæologiske fund. Ulempen er dog, at man skal være noget trænet for, at det går hurtigt nok. Med den hvide tusch kan man nummerere meget hurtigere og nemmere. Så idag har jeg overladt opgaven til Charlotte og Connie og fået tid til andre presserende opgaver. Dejligt.

Torsdag havde vi besøg af Næstved-bladet, som forhåbentlig inden for de næste uger bringer en flot omtale af vores arbejde med glassamlingen. Samtidig tillod jeg mig at sørge for en annoncering efter frivillige til at registrere flasker. Det mangler vi virkelig. Jens og Bjarne gør det virkelig godt, men de kan jo slet ikke følge med.

Senere på dagen idag får jeg besøg af Magnus og Peer fra Rosendahl. De skal dels aflevere lidt glas, som de har lånt. Dels skal de sikkert ned i kælderen og snuse lidt rundt i samlingen. Det bliver meget hyggeligt med besøg. De kommer igen om 14 dage sammen med designer Maria Berntsen.

Mit seneste store fund i flyttekasserne er denne kæmpe klukflaske:

foto

Med den vil jeg sige god weekend til alle i dette dejlige efterårsvejr.

Susanne


Nyt fra Glasmagasinet uge 44

31/10/2014

Så er vi ved at runde oktober af, og det gør vi i flot stil med ca. 130 registrerede genstande i den forgange uge. Det er dejligt, når det bare skrider godt fremad 🙂 Så har jeg en god fornemmelse i maven.

Databasen på hjemmesiden er netop blevet opdateret, så nu er der igen mange, mange nye glas at se på.

I lørdags var ca. 40 personer fra Glashistorisk Selskab i Holbæk på besøg i Glasmagasinet. Det blev til godt og vel 2 timer i hyggeligt selskab. Det er altid rart at vise glassamlingen frem til interesserede. Jeg er jo vant til, at vi har mange genstande på museet, som folk aldrig får at se – og måske heller ikke efterspørger. Derfor er det dejligt, at der bliver spurgt efter samlingen – og det er dejligt at kunne vise glassamlingen frem for nogle, der virkelig går op i det. Men, to timer er jo ikke nok, så vi talte da også efterfølgende om, at det kunne være en mulighed med et nyt besøg, når vi har registreret mere glas. Måske om et års tid?

Ellers sker der såmænd ikke det store. Men, der er dog sket det, at jeg har fundet en genstand i kasserne, som jeg længe har gået og ventet på. Da vi i sommeren 2010 var på besøg hos Rosendahl  i Hørsholm, så jeg et stort, flot sølvskrin til cigarer. En gave til Direktør Valdemar Hansen i 1950. Nu, efter næsten 4 år i en flyttekasse er den endelig dukket op. Her er den så (den trænger til at blive pudset): foto

Cigarskrinet er fremstillet af sølvsmed Erik Magnussen og har på de fire sider ciselerede billeder af Kastrup Glasværks hytte K1, en IS-maskine, to glasmagere og en villa. På låget en klods med en mundstykkesaks. Jeg synes, at den er helt fantastisk flot. Virkelig et mesterstykke. Den måler ca. 25 cm i længden, 18 cm i bredden og 20 cm høj. Der er virkelig plads til et par cigarer! Den må have kostet en formue?

Det var alt for denne uge.

Husk – du finder også museet på Facebook, hvor bloggen også er at finde sammen med tidligere indlæg og sidste nyt om  museets arrangementer.

God weekend 🙂

Susanne


Nyt fra Glasmagasinet uge 43 – så har vi rundet glas nr. 20.500

24/10/2014

Så er det blevet tid til at skrive blog igen. Jeg sprang sidste uge over, da jeg tillod mig at holde en enkelt feriedag fra glasset 🙂

Men, ellers skrider det stadig langsomt, men sikkert fremad, således at vi nu har passeret glas nr. 20.500. Jeg er stadig håbløst bagud med at vedhæfte fotos til de enkelte glas-registreringer, men forsøger dog at følge med så godt, jeg kan. Der er ikke megen tid til alt det sjove dvs. registrering af glas, når alt det andet praktiske med at nummerere, sætte på plads, vedhæfte fotos og skrive artikel til museets årsskrift også skal passes.

Jeg kan ikke huske, om jeg har nævnt det tidligere, men dette års Liv og Levn kommer til at handle om Prøvesamlingen. Det er en stor udfordring at folde hele glassamlingen, altså lidt mere end 20.000 glas ud på ca. 30 sider. Jens laver layout, og jeg skriver tekst og finder genstande frem. Jeg håber, at resultatet bliver tilfredsstillende for læseren. Der skal være lidt tekst om Holmegaards Glasværk – og de andre glasværker – samt om glassamlingens indhold. Selve glassamlingen skal præsenteres på 25 sider under 25 forskellige temaer og ialt 25 fotos af genstande, som jeg har opdelt samlingen i. Jo, det er lidt af en mundfuld, jeg har givet mig selv til opgave.

Når der lige er et kvarter til overs ind imellem, så åbner jeg kasser og pakker ud. Den anden dag fandt jeg et par kasser med kontorartikler, dørskilte, klicher til tryk og stempler. Desuden er der flere fund fra renæssance-glashytterne i Jylland. Der dukker en lille portion af glasskår, restaffald fra glasproduktionen m.m. op med jævne mellemrum. Det overrasker mig, at der er så meget i prøvesamlingen af arkæologiske fund fra disse steder. Normalt burde det ligge på de museer, hvor lokaliteterne hører til. At vi nu har så stor en samling gør dog, at vi nemt vil kunne lave en lille udstilling om renæssancens glasproduktion i Danmark uden at skulle ud at låne fra andre museer. Så det er jo helt godt.

Mandag havde vi besøg af Lise, der forhåbentlig bliver min nye medhjælper fra d. 10. november. Lise har i forvejen lidt kendskab til museumsarbejde og har prøvet at registrere i databasen Regin, så hun vil forholdsvis nemt kunne tilgå registreringsarbejdet. Det glæder jeg mig til.

Arbejdet med flaskesamlingen skrider også pænt fremad. Det er dér, man virkelig kan se, at der sker noget. Der bliver tømt kasse på kasse, og de to piger, der er her i arbejdsprøvning samt Inger sørger for, at løse etiketter bliver limet fast, og at de rengjorte flasker bliver pakket ned, så de er klar til registrering senere. Det er en kæmpestor og uundværlig hjælp for mig.

Idag, fredag, har hele museet været samlet til personaledag i Vordingborg. Min dag sluttede dog ikke her. Jeg havde en aftale med en lille gruppe glassamlere, der meget gerne ville se glassamlingen. Og, da det skulle være en fødselsdagsgave og overraskelse til den ene af deltagerne, synes jeg ikke, at jeg kunne sige nej. Det er nu også dejligt at få besøg at andre ‘glasnørder’ – nogle der kan begejstres lige så meget som en selv. Imorgen gentager seancen sig med Glashistorisk Selskab i Holbæk. Det bliver spændende, hvor mange der kommer.

02204x00019772Ugens genstand er denne fine æske med et gildeglas (x19772).

Det var ordene for denne gang.

God weekend 🙂

Susanne


Nyt fra Glasmagasinet uge 41

10/10/2014

Så nærmer efterårsferien sig, men vi ligger ikke på den lade side af den grund. Nej, uge 42 er også arbejdsuge på Glasmagasinet, selvom flere har valgt at holde ferie eller skal passe børnebørn. Så må vi andre holde skansen.

I denne uge har vi fået registreret 105 genstande. Det er ikke meget. Til gengæld er det ret hurtigt at nummerere og sætte på plads. Det er da dejligt, hvis man skal se positivt på det. Så bliver der også tid for mig til at registrere. Det er stadig meget blandet det, der kommer op af flyttekasserne. Lige i øjeblikket er der dog ikke ret mange serviceglas imellem. Det er faktisk mest vaser og skåle. Jeg er ved at rykke lidt rundt, således at der bliver ny plads til de to emner. Det er helt vildt, så mange forskellige skåle og vaser Holmegaard og produceret. Det er de to emner – ud over serviceglas – der fylder mest i samlingen lige nu. Men, man ved aldrig, hvad de næste kasser bringer.

Jeg ved dog lidt om, hvad vi mangler at finde i kasserne. Vi mangler stadig det sidste Arne Bang stentøj, halvdelen af studiesamlingen og så en masse Palet. Det er virkelig mærkeligt og undrer mig meget, at vi ikke er ret ind i særlig meget Palet endnu. Jeg mener at huske fra dengang, det stod hos Rosendahl, at der var rigtig meget. Men, det kommer jo nok. Jeg har pakket et par kasser med glas ud i dag og bliver også stadig forundret over, hvor mange flasker og emballageglas, der kan blive ved med at være. Jens og Bjarne har virkelig en stor opgave foran sig. Heldigvis får vi nu assistance af Poul Lyng, der kigger os over skulderen via nettet. Så nu kan vi få en rigtig kender til at tjekke, at det bliver gjort ordentligt. Det er SÅ dejligt 🙂

Museet arbejder stadig videre med projekt Holmegaard Museum. En af opgaverne i projektet er at finde samarbejdspartnere. Nogle af samarbejdspartnerne er blevet præsenteret for glassamlingen. Idag, fredag, har jeg derfor har besøg af Tine (museets udviklingschef) og hendes gæst, Ulla Houkjær, fra Designmuseum Danmark. Tine kørte ved middagstid, og så nørdede Ulla og jeg videre. Ulla brugte mange timer i glassamlingen og fik sig et rigtig godt indtryk af samlingens bredde. Det var dejligt endelig at møde en glas-nørd indenfor museumsverdenen. Ulla lovede mig også en tur i deres glassamling, når deres tagrenoveringsprojekt er slut – så kan man komme til at se deres glas igen. Det vil være spændende at se glas fra andre dele af Europa og lære meget mere om glasteknikker og glashistorie. Det tegner i hvert fald godt. Og, så skal vi altså have fat i deres arkiv med Jacob E. Bangs tegninger. Det kribler i fingrene for at få fat i dem.

Idag har jeg også haft besøg af Connie, der gerne vil i arbejdsprøvning i glassamlingen. Hvis alt går efter planen, skal hun starte i uge 43. Forhåbentlig bliver det til stor hjælp for mig. Jeg kan godt bruge et par ekstra hænder i kælderen til at hjælpe med flaskesamlingen og til at nummerere og sætte på plads. Jeg har jo stadig inden anden medhjælp (ud over Charlotte, der også er i arbejdsprøvning). Desværre. Men, har dog fundet en egnet kandidat, der igen hvis alt går glat, starter i midten af november. Jeg krydser fingre for, at det lykkes denne gang.

Sidste fredag sluttede arbejdsugen med kulturnat i Næstved. Det var rigtig godt besøgt. En pessimist havde sagt nogle dage før, at “der da nok ikke kom nogen til kulturnatten”, så jeg havde taget lidt arbejdsopgaver med for så i det mindste at kunne udrette noget fornuftigt. Det fik jeg bestemt ikke tid til. Vi blev næsten rendt over ende og måtte nærmest smide de sidste ud, da klokken var over 22. Der kom mindst 600 mennesker – hende, der skulle tælle, kunne ikke følge med. Jeg havde taget lidt forskelligt glas med, som jeg synes kunne være interessant at vise frem og fortælle om, men det eneste folk fandt interessant, var nogle hinkesten, jeg havde medbragt. Det var noget folk kendte og kunne tage stilling til på egen hånd. Så fik jeg da lært det!

Det var alt for denne gang.

God weekend til alle

Susanne

 

 

 

 

 


Nyt fra Glasmagasinet uge 40

03/10/2014

Så er endnu en uge hastet forbi. Jeg har travlt!

Der er sket meget i ugens løb. Niels og Ib fra Glashistorisk Selskab i Holbæk var på besøg i mandags. Det var meget hyggeligt, og vi fik blandt andet talt om foreningens besøg lørdag d. 25. oktober. Tirsdag blev en kort dag, for Palle holdt afskedsreception. Mellem alt dette har jeg skulle nummerere og sætte glas på plads. Det er nemlig stadig ikke lykkedes at finde en ny medhjælper – det er virkelig svært denne gang. Der er mange gode – de springer bare fra hele tiden, når jeg så begynder at ville have dem til samtale. Øv øv. Jeg er vist nået til nr. 7 i rækken nu.

Det er ikke bare museets kontorassistent, Lone, vores gamle direktør Palle, men også Susanne Bangert vi har måtte sige farvel til i den seneste uge. Det er virkelig ærgerligt, at Susanne ikke fik forlænget sin kontrakt. Hun har været fantastisk at sparre med – og så er hun også begejstret for glassamlingens glas og dens muligheder. Hende kommer vi til at savne. Vi må håbe, at hun kan få lov til at komme igen.

Og så har vi fået gjort rent. Her på dag to dufter der stadig af sæbe. Dejligt!

Palle er jo desværre ikke på museet længere, så nu er det undertegnede og Else Gyldenkærne, der indtil vi får en ny leder i Næstved, må tage Palles opgaver. Jeg blev allerede på førstedagen konfronteret med hele 2 spørgsmål om Kähler og en tredje ville finde et bestemt maleri på museet. Jo, der er nok at tage sig til. Og, jeg skal virkelig vide mange forskellige ting.

Jeg har nået at pakke en enkelt kasse med glas ud i en ledig stund. Jeg fandt blandt andet fire meget gamle, meget tørre tørv samt nogle oldsager formentlig også fra mosen!

foto af tørv mm

Idag, fredag, er jeg også ved at oplære en ny frivillig, Birgitte,samtidig med at jeg også skal gøre klar til kulturnatten i Næstved, hvor jeg vil være at finde med glas i Helligåndshuset fra kl. 19. Men, inden da skal jeg lige runde Vordingborg og vise rundt på borgcenteret. Det bliver en lang dag – og en velfortjent weekend.

 

God weekend 🙂

Susanne

 

 


Nu har vi rundet glas nr. 20.000

26/09/2014

Så lykkedes det endelig. Langt om længe har vi rundet glas nr. 20.000!

Glas nr. 20.000 blev denne grønne likørkaraffel:

 

glas nr. 20000

Det blev fejret med kaffe og kage på dagen  tirsdag d. 16. september.

Men, det er underligt. Bedst som man knokler for at runde nr. 20.000, og det så lykkes, så kigger man straks fremad mod de næste tusind. Men, det er nu stadig et dejligt rundt tal at have passeret. Nu er der kun 200 kasser + 150 kasser med flasker tilbage 🙂 Det bliver så spændende, hvor mange glas vi ender op med.

Torsdag og fredag i sidste uge var jeg til seminar på designskolen i Kolding, hvor temaet ganske naturligt var: Design – eller studiet af designkultur rettere sagt. Det var det første af sin slags, hvor design-forskere mødtes og udvekslede ideer og erfaringer. Det var annonceret som et internationalt seminar, og det var det sandelig også. Alt forgik på engelsk, for der var forskere fra New Zealand, Indien, USA og det meste af Europa. Jeg er stadig benovet over, at nogle af dem var rejst helt fra den anden side af jorden for at deltage i dette seminar – hvor jeg også var. Susanne Bangert og jeg var stort set de eneste museumsfolk. Ellers var det hovedsageligt universitetsfolk, der var tilstede. Faktisk var vi de eneste danskere ud over forskerne fra Syddansk Universitet, som jo stod som arrangør. Vores engelskkundskaber blev virkelig udfordret. Men, vi lærte en masse og fik nye ideer med hjem, og det var jo det, der var meningen.

Jeg har stadig ikke fået en ny medhjælper, men i de kommende uger kan man mandage og torsdage møde Charlotte, der er i arbejdsprøvning. Charlotte skal aflaste mig med arbejdet med flaskesamlingen, og så vil jeg prøve at få hende til at hjælpe med at nummerere og sætte på plads. Det vil nemlig hjælpe mig rigtig meget.

Ellers arbejder vi jo støt videre med registreringsarbejdet. I skrivende stund har vi rundet glas nr. 21.119, så det er jo ikke så tosset. Rapporten til Detlefs Fond er sendt afsted, så må vi se, hvad de siger til det. Jeg kom til at love, at vi ville rundet glas nr. 20.000 – og det må man jo sige, at det lykkedes. Så må vi se, om vi når det næste mål, som jeg forsigtigt at lovet (siger ikke højt, hvor meget det er). Jeg har sendt pressemeddelelse ud om, at vi nu har registreret så mange glas. Forhåbentlig kommer der snart noget i aviserne. Det vil ikke være tosset med lidt PR. Folk tror vel snart, at alt går op i vikingeborge her på museet, men vi andre er her også endnu 😉

Husk, du kan nu se endnu flere glas på hjemmesiden. Den er nemlig blevet opdateret.

 

God weekend til alle.

Susanne