Status for året 2011 i glasmagasinet

22/12/2011

Så er 2011 ved at rinde ud, og det er tid til at gøre status for arbejdet i glasmagasinet. Vi har fyldt de første reoler, der blev sat op sidste vinter, og i sommer fik vi igen sat reoler op til endnu flere glas. Vi har reoler på lager, men det bliver i hvert fald forår, før vi får plads til og brug for flere reoler. Vi nåede som skrevet sidste gang de 5000. Faktisk er vi ved at runde 5200, så det er gået hastigt fremad de sidste par uger. Men, der er mange, mange uåbnede kasser med glas endnu. Vi bliver dog hele tiden klogere og  får jævnt hen af vejen flere kataloger at slå op i, hvilket jo letter indtastningen. Efter et år har de fleste også opnået en rutiner, der gør, at registreringen af glas går rimelig hurtigt.

En fast stab af frivillige og personer i praktik og løntilskudsjob tre dage om ugen gør at målet med de 5000 blev nået.  Vi har været langt bagud med fotos, men også her er det lykkedes at komme godt med. Det er skønt. Tak til alle de, der bruger deres tid og kræfter på at hjælpe med at registrere Holmegaard Glasværks Prøvesamling.

I mandags fik vi endnu en sending fra Rosendal: Seks paller med to bronzebuster (den ene er Kastrup direktør Valdemar Hansen, den anden endnu ukendt), glasmosaikker, værktøj og lignende (et rod af alt muligt, som vi ikke har helt styr på), bøger, fotos og et sammenrend af arkivalier. Jeg er i fuld gang med at pakke ud for at se, hvad kasserne rummer. Mængden af fotos er overvældende, så det totale overblik og helt styr på det får jeg først i det nye år. Men tilsyneladende har vi nået fået Holmegaards fotoarkiv. Foreløbig har vi to hylder med brune mapper med fotos – og en Holmegaard-plastikkasse med usorterede fotos!

Blandt arkivalierne er der mange spændende ting om Holmegaard Glasværks historie, tegninger af glas, skitser, kopier af tegningerne til Svend Hammerhøis glas, arkivalier om de kustnere og den kunstnerhytte, hvor vi har glas fra, og som Verner har fortalt om. Dertil bl.a. arkiv over Arne Bang stentøj til Holmegaard og meget meget mere.  Jeg har slet ikke været det hele ordentlig igennem. Spændende er det i hvert fald. Og meget brugbart!

Glassamlingen har betydet meget for Næstved Museums. Hjemmesiden om glassamlingen er  velbesøgt. I snit besøger mellem 200-250 personer registreringsopslagene hver måned. Denne blog læses i snit af ca. 150 personer hver måned. Sommerens særudstilling gav flere rekorder: besøgsrekord på åbningsdagen, besøgsrekord til fyratensmøde, besøgsrekord over hele åbningsperioden med dobbelt antal besøgende i forhold til en normal sommer. Det er da ret godt gået, når man selv skal sige det.

Jeg har flere gange skrevet, at vi har været undervejs med en vinterudstilling med kapellet og et par montrer med glas i Boderne. Nu er udstillingen langt om længe helt færdig – og kataloget er trykt og klar til salg. Til de hurtige, så kan udstillingen ses gratis til og med 31. januar, mens det fra 1. januar koster 25 kr. Medlemmer af museumsforeningen kommer gratis ind! Udstillingen står i hvert fald vinteren over og indtil engang i foråret. Hvor meget glas, der vil være at se i den kommende sommers særudstillinger, er endnu uklart.

Et forsigtigt, men nok realistisk mål for det kommende års registering er nok at runde de 11.000 glas, hvis ellers arbejdsbetingelserne ligner nognelunde dem, som vi har haft i 2011!

Vi ses i det nye år 🙂

Glædelig jul og godt nytår.

Susanne

 

 

 

 

 

 


Så er genstand nr. 5000 registreret!

13/12/2011

Det blev altså så en helt almindelig tirsdag – godt nok på Skt. Lucia dag, men alligevel – at vi skulle runde registreringen af genstand nr. 5000. Find har fundet en kasse med en hel bunke stempler. Én af dem fik fornøjelsen af at få nr. 5000. Forudsigelig som altid har Find naturligvis medbragt kage i dagens anledning. Det er ikke tit, vi får kage, så lidt sødt er altid velkomment 🙂

Det varer nok noget endnu inden vores webmaster bringer en opdateret version af registranten med 5000 genstande, så vær tålmodig. Det tager lang tid at opdatere, så derfor sker det ikke så tit. Imens kan man tjekke registranten for fejl og mangler og sende dem til undertegnede, så skal jeg tage mig af sagen.

Eller man kan tage i Boderne og se vores nye mini-glas-udstilling. Den er færdig. Kataloget følger snart. Reklame for udstillingen vil kunne ses på hjemmesiden i slutningen af december eller starten af januar.

Vi havde en meget god og fornøjelig tur til Holmegaard Park i forrige uge. Lise og Verner viste rundt og svarede på spørgsmål, og nogle mindedes “de gamle dage”. Vi så glaspusterne i sving, fik lov til at gravere i en glasamulet og så glas- og keramikudstilling. Niels Johnsen var med på turen og kunne fortælle om både sit eget og Ib Rathmanns glas i udstillingen. Det var meget udbytterigt. Efter rundturen spiste vi sen frokost på Bryghuset, hvorefter nogle tog hjem, mens andre blev og så mere af Holmegaard Glasværk – og butikkerne…

John har fået et virkelig godt tag i at fotografere glassene, så han får virkelig skudt nogle billeder, når han er her. Vistnok flere end Jens kunne nå at tage, når han var her. Men Jens snakkede også noget mere end John 🙂 Så bagefter har Sandra og jeg travlt med at nummere, sætte på plads og vedhæfte fotos til Regin. Vi har dog også mange genstande, der skal fotograferes. John når lige knap igenngem hele den seneste uges registrerede glas. Men det tyder jo også på, at vi virkelig når noget for tiden. Vi nåede i hvert fald genstand nr. 5000 mindst en uge tidligere, end jeg havde håbet.

Der er kommet en del glas fra Kastrup op af de seneste par kasser, som vi har pakket ud. Samtidig har vi også fået en kopi af det udsolgte katalog fra Kastrup 1934. Det har vi stor glæde af for tiden.

Ligesom sidste vinter har vi nu igen glæde af Find hele tre dage om ugen. Så nu kan vi også nå endnu flere genstande.

Vi har da også tømt endnu en palle med kasser, så jo det er skønt at kunne sige det: Arbejdet skrider planmæssigt fremad. Vi kan i god ro og orden tage en uges ferie mellem jul og nytår. Vi glæder os, men der er jo lige et par dage endnu. Med det vejr vi har for tiden, kan man da også lige så godt tilbringe sin dag i et kælderlokale!

/Susanne


Foredragene blev vel overstået

30/11/2011

Så er alle efterårets foredrag vel overstået. Foredragene med og om glas var bare en kæmpe succes, tør jeg godt skrive. Storsalen i Boderne var fyldt hver af de tre tirsdage – også den sidste tirsdag, hvor emnet var ældre dansk glas. Niels Andersen holdt et indgående foredrag om det ældre danske glas, og vi fik da noget for pengene. Niels havde en hel del glas med, så vi ved selvsyn kunne studere alle de detaljer, som han gennemgik i løbet af aftenen. Klokken var næsten 23, inden vi var færdige med at pakke sammen efterfølgende. Jeg er ret glad for igen at kunne ramme dynerne rimelig tidligt om aftenen igen. Det har været spændende foredrag, men åh, hvor har jeg været træt dagene derpå.

Vi fik også bøger af Niels Andersen til salg i vores museumsbutik, så nu har vi også bøgerne Dekorerede danske glas og Lommelærker til salg hos os. Skønt!

Det er spændende, om vi når at runde de 5000 glas, inden vi går på juleferie. jeg håber det. For det vil være flot at nå et rundt tal, når vi samtidig runder det første år med registrering. Vi nåede nr. 4698 igår. Foreløbig er der også midler til at fortsætte et godt stykke ind i det nye år. Vi krydser fingre for at det fortsat vil lykkes at skaffe penge til arbejdet. Det vil være ærgeligt at gå i stå, men det tager tid og  er en langsommelig proces med mange udfordringer!

Bemærk. Der er kommet ny opdatering af registreringerne på hjemmesiden!

Imorgen, torsdag, skal det meste af registreringsbanden med Verner på rundtur på Holmegaard. Det bliver spændende. Forhåbentlig har glaspusterne også tid til at demonstrere deres teknikker for os, så vi bliver endnu bedre udrustet til at beskrive glassene. Vi skal også se Ib Rathmanns store udstilling af glas. Den er fantastisk overvældende. Vi kan endnu ikke lave noget tilsvarende, for her dukker genstandene op nærmest hulter til bulter, Holmegaard, Fyens og Kastrup i én pærevælling.

Jeg har dog fået sat en lille udstilling op i Boderne igen med glas fra Prøvesamlingen. Der mangler desværre et katalog, men jeg er i fuld gang. Jens har bare ikke tid til at sætte det op til tryk, så det må vente noget endnu. Han har meget andet at gøre. Det er blevet til forskelligt emballageglas, prøver på serviceglas, glas med div. logoer og så en montre med års-udgivelser (årspokaler, apotekerflasker o.lign.). Så, der er lidt nyt at se på i Boderne, hvis nogle skulle få lyst.

/Susanne

 

 

 


Foredragsrækken om glas er en succes

16/11/2011

Det er ikke altid, der er så meget spændende at skrive om fra glasmagasinet. Det er jo meget de daglige rutiner med registrering og udpakning osv. Vi pakker nye kasser ud jævnligt, og de rummer alle nye spændende ting, men så fantastisk er det måske heller ikke at skrive om – genstandene kan jo ses på hjemmesiden 🙂 Nu med mange fotos. John er virkelig halet ind på os efterhånden. Skønt!

De to sidste tirsdage har vi afholdt fordrag om glas i Boderne. Det har været en succes med mange tilhørere begge gange. I går aftes kunne Verner Hansen fortælle om Holmegaard for godt 90 mennesker. Det er vist rekord. Godt gået Verner! Første aften var om lamper med Anders Tybjerg Jørgensen. Det var rigtig godt, og jeg ved at nogle af de frivillige, der var med, fik rigtig meget ud af det foredrag. Næste tirsdag slutter vi af med ældre dansk glashistorie ved Niels Andersen. Det glæder jeg mig også til. Det var super godt, at vi fik glas som efterårets hovedtema!

Næste hurdle er at få en ny glasudstilling op at stå. Jeg har endelig fået pakket genstande ned, og vi har fundet tid til idag at skulle tage det glas, der står i Boderne midlertidigt, ned og begynde med at pudse montre, hente glas og pudse glas. På fredag håber jeg, at jeg kan få sat tingene på plads. Desværre er museets forvalter blevet langtidssygemeldt, så alting tager længere tid uden den ekstra hjælpenede hånd. Heldigvis giver Jens et nap med. Jeg håber, at den nye vinterudstilling bliver vel modtaget. Jeg har fundet genstande frem som nok ellers ikke vil se dagens lys flasker, glas med logo, års-udgivelser o.lign. Når vi er klar, så kommer der en annonce på hjemmesiden med billeder og det hele 🙂

Bedste hilsener fra det efterhånden noget vinterkølige kælder

Susanne

 

 

 

 

 

 


Ny registreringsdatabase på hjemmesiden! Nu med søgefunktioner!!!!

02/11/2011

Museets webmaster har netop idag lagt den nye database med alle oplysningerne fra registreringen af Holmegaard Glasværks Prøveasmling ud på hjemmesiden! Den fås i to versioner: Som oversigt i nummerrækkefølge og som database, hvori det er muligt at foretage søgninger. Vi håber meget, at den nye oversigt vil være langt mere anvendelig for alle jer, der ser med derude bag skærmene. Har I ris eller ros til den nye database så skriv gerne til mig. Så bringer jeg det videre – eller retter i registreringerne.

Adressen til hjemmesiden er: http://www.aabne-samlinger.dk/naestved/samling/proevesamling/udtraek-proevesamling.asp

Der mangler stadig fotos på en del genstande, men de kommer med efterhånden. Vi har vores efterhånden sædvanlige store efterslæb, særligt fordi at vi de sidste uger har haft mange nemme glas, der er hurtige at taste ind. Til gengæld kommer fotografen nu fast hver torsdag, så vi ved, hvad vi har at regne med. Vi er godt på vej mod de 5000 genstande, og kan vi holde den nuværende kadance, så når vi det helt sikkert inden jul!

Bedste hilsener

Susanne


Glas nr. 4000 er nu registreret!

25/10/2011

Det tog sin tid, men endelig nåede vi glas nr. 4000 igår eftermiddags, inden vi sluttede af og gik hjem. Der blev tastet ivrigt på tasterne for at nå det magiske tal. Vi rundede 3000 kort før sommerferien, så der er gået ret lang tid, før vi igen har nået et 1000-tal. Det har irriteret mig noget, men vi har også været kørt fast i glas, der var svært at identificere.

De sidste par uger har vi derimod åbnet den ene flyttekasse efter den anden med glas, der har været rigtig nemt at registrere. Foruden at de ofte har har en lille mærkat med navn(!), er de nemme at finde i katalogerne inklusiv i vores nye katalogmateriale. Det har været rigtig dejligt. Vi kan virkelig få noget fra hånden.

Den palle med flyttekasser, vi er ved at være færdige med nu, har vist sig at indeholde en hel del ting fra Kastrup og Fyens Glasværk. Det er dog en blandet landhandel, for meget af det er også nyere ting fra Holmegaard. Hvordan man har valgt at pakke de flyttekasser er stadig lidt af en gåde. Ind imellem giver det god menig, når man finder en kasse med julepynt fra 2008 eller brændevinsflasker, men bagefter kommer der en blandet kasse med gammelt og nyt fra de tre glasværker. Meget mærkeligt. Måske skal vi bare åbne flere kasser endnu, førend det går op for os, hvad logikken er?

Der er blevet sat montre op i Vesthuset i Boderne. Nu mangler vi blot at finde noget at putte ind i dem. Jeg regner med, at det biver idag, at vi endelig går ombord i projektet. Det er ikke nemt at skulle finde glas til 3-4 montre. Vi har 4000 stk. at vælge imellem af meget blandet karakter.  ArbejdstTemaet kunne være: “Det lavede de også på glasværket på Holmegaard”. Det bliver nok til en montre med flasker/emballageglas, en montre med prøver på serviceglas og en montre med prøver på vaser og lignede. Og den fjerde måske diverser rariteter – mærkelige dipedutter? Nu får vi se om det giver mening, når vi finder glassene frem.

Ellers skrider det jo fremad som ssædvanlig. Efterårskulden er ved at nå ned i kælderen. Man behøver en ekstra trøje for at holde varmen ved tastaturet. Madpakkerne har vi ellers indtaget på museet andet magasin, hvor der er bedre forhold end her i kælderen. Men temepraturen på magasinet falder for tiden med ca. 1/2- 1 grad om ugen, så der nu er blot 14 grader!  Samme temperatur som hjemme i min egen kælder! Vi har derfor nu indrettet en plads i kælderen, hvor frokosten kan indtages. Det er ikke længere særlig hyggeligt eller varmt nok at være på magasinet.

Tilbage til arbejdet – nu er målet at nå nr.  5000 inden jul…

/Susanne

 


Nye kataloger og ny fotograf i magasinet

10/10/2011

Så er der omsider nyt fra glasmagasinet igen.

Den stod på arkæologisk udgravning hele uge 39 til og med mandag d. 3. oktober, så det blev en længere affære, end jeg havde regnet med. Men skønt vejr! Det var nogle dejlige dage at være afsted. Vi fik lige de –  formentlig sidste – gode september solskinsdage med. Det kan en “indendørsarkæolog/kontormus” som undertegnede jo ikke klage over 🙂

Vel tilbage på magasinet igen så fortsætter vi jo bare, hvor vi slap. Der er jo nok at gå i gang med. I torsdags startede vores nye frivillige fotograf, John. Det blev til en hel pæn omgang billeder, så derhar været rigeligt at gøre med at nummere billeder og nu vedhæfte til Regin. Sandra skriver numre på glasset på livet løs. Så for Sandra og jeg er det ikke blevet til særlig meget registreringsarbejde den sidste uges tid og idag. Til gengæld så er der virkelig blevet taget et ordentligt indhug i de mange, mange glas, vi har stablet op til fotografering. Skønt! For Jens har virkelig haft svært ved at finde tid til os ind i mellem, men nu kommer John foreløbig fast hver torsdag.

Sidst skrev jeg lidt om, at vi mangler kataloger fra især 1970erne og 80erne. Dem har vi nu været så heldige at få. Niels Johnsen fra Glashistorisk Selskab var i Næstved i fredags og sammen brugte vi det meste af dagen på at få fotokopieret hans kataloger. De er allerede kommet i brug og skal nok blive slidt. Nej, hvor har vi manglet dem. Else Marie styrter allerede nu rundt og får sat navn på en masse glas. Tusind tak til Niels, fordi han havde lyst til at hjælpe.

Holmegaard Glasværks kapel er nedtaget fra Helligåndshuset,og egentlig skulle det bare direkte på magasin. Interessen for glassamlingen og kapellet imidlertid så stor, at nu er kapellet opstillet i Vesthuset i Boderne, hvor det skal stå sammen med glas fra prøvesamlingen vinteren over. I næste uge tager Sandra og jeg fat på at finde glas til de par montre, der kan blive plads til. Udvalget bliver nok lidt blandet med flasker, prøver og kendte ting? Nu får vi se…

Nå, jeg må tilbage til registreringsarbejdet. Cumulus vaser står her på bordet og venter.

/Susanne

 

NB. Næste mandag, d. 17., tillader jeg mig at holde en afspadserings-/feriedag, så magasinet holder lukket 🙂

 

 


Glasudstillingen er lukket og genstandene er kommet på plads

23/09/2011

Så lukkede glasudstillingen desværre her d. 12. september. Hele udstillingen er taget ned, og genstandene er kommet tilbage på magasin, hvor de nu har fået deres plads. Det tog Sandra og undertegnede det meste af mandag og tirsdag i denne uge at få sat det hele på plads. Undervejs fik vi flyttet andre glas, som pludselig fik en makker eller flere fra udstillingen, og hvor der ikke var plads til flere glas. Det var noget af en omgang, men det var godt at få gjort. Det er vanskeligt at gøre plads til vinglassene (og de andre ting), når vi ikke ved, hvor meget mere der dukker op- og hvornår det dukker op. Er der alt i en serie eller blot enkelte dele? Det er en kunst at dele pladsen ligeligt uden at skulle bruge for megen tid på at flytte rundt senere hen. Men, vi prøver.

Udstillingen har været velbesøgt. 2.624 gæster fandt vej til Boderne for at se glasudstilling. Til sammenligning var der i samme periode i 2010 1.443 besøgende, så det er altså næsten en fordobling. Tak til alle de besøgende. Jeg håber, at jeg kan få lov til at lave en ny glas-udstilling igen til næste sommer. Det er jo noget folk gerne vil se. Planerne p.t. er dog en blandet udstilling med glas OG Kähler fra 1910erne. Jeg er ikke helt varm på ideen, men måske det kan være et godt tema alligevel?

Jens holder ferie – og glassene hober sig op omkring ørene på os som aldrig før! Det er den sædvanlige klagesang 🙂 Men Jens får sig nu nok et mindre chok, når han ser, hvor langt vi er nået siden sidst. Da jeg jo lagde mig syg sidste uge, så er det blevet rigtig slemt med u-fotograferede glas, uha.

Næste uge må jeg desværre lukke ned på glasmagasinet. Jeg skal på udgravning på Hovedgården i Vinstrup, ved Hørhaven. Det er et meget spændende sted. Jeg har været derude på udgravning før, og derfor mener de andre arkæologer, at det helt naturligt må være mig, der skal  derud igen.  Det skal nok blive interessant, selvom jeg kommer til at savne glassene lidt. Det er nærmest væltet op af kasserne med apotekerglas og snapseflasker – dem kommer jeg ikke til at savne. der er der nu ikke megen spænding ved. Juleflaskerne får også lov at stå lidt i skammekrogen til en dag, jeg eller en anden magter at indtaste dem. Det er jævnt kedeligt, når man (bortset fra motiverne)skal sidde en hel dag og indtaste præcis det samme igen og igen.

Forhåbentlig bliver det fint udgravningsvejr i næste uge. Så er det nu sjovest at være arkæolog.  Mere om Hovegården i næste uge.

Interessede kan læse rapporten fra sidste undersøgelse på Hovgården her: http://www.aabne-samlinger.dk/naestved/arkaeologi/rapporter/NÆM2008-129%20Hovgården%20Forundersøgelse.pdf

 

God weekend

Susanne