Nyt fra glasmagasinet uge 46

Vi knokler derudaf med at registrere glas. Vi har nu passeret genstand nr. 14.600, så de 15.000 når helt sikkert i hus inden årets udgang. Igen i denne uge har John fotograferet ca. 200 glas, hvilket vidner, om den fart vi har på! I øjeblikket er der mange vanskelige glas på det store udpakningsbord. Jeg har selv siddet med en hel del øl- og vandglas, og det er ikke særlig nemt at komme igennem. Heldigvis hjælper vi jo hinanden, så med de andres hjælp lykkes det nogle gange alligevel. Og så hjælper jeg de andre en anden gang. Men, det lykkes altid at ‘fodre’ dem ved computerne rigeligt,  så de aldrig går i stå.

Det er ikke meget, jeg selv har fået registreret i denne uge. Jeg har fået vedhæftet de sidste fotos, som jeg har fra Jens, og så er der jo alle de fotograferede glas, der skal på plads. Med det store antal glas der bliver registreret, ja så tager det jo sin tid at nummerere og sætte det hele på plads. Jeg bliver ikke arbejdsløs lige med det samme 🙂

Denne fredag og sidste fredag har jeg brugt på at skrive tekster om Holmegaard Glasværk, Prøvesamlingen, designerne på glasværket m.m. som skal bruges til fondsansøgninger til et glas-museum. Heldigvis er fredagene meget stille og rolige, så jeg har virkelig haft fred og ro til at læse og skrive. Men, at forestille sig, at jeg på to arbejdsdage lige kortlægger de danske glasværkers historie, det er nok noget overdrevet. Det bliver i ret kort form. Jeg har også skrevet lidt om, hvad prøvesamlingen egentlig indeholder. Egentlig er det jo ‘bare vinglas, kunstglas og flasker’, men det er jo slet ikke så enkelt. Se bare hvad jeg foreløbig er noget frem til (undskyld den noget rodede opstilling, men det er en kopi fra en Word-tekst):

Holmegaard Glasværks Prøvesamling er en kompleks og indholdsrig samling.

Samlingen afspejler glasværkets historie og rummer ikke alene glas fra Holmegaard Glasværk men også dele af prøvesamlingerne fra Fyens Glasværk, Kastrup Glasværk og Hellerup Glasværk grundet fusionen i 1965. Desuden rummer samlingen ganske få stk. glas fra Aalborg, Conradsminde, Mylenberg og Aarhus Glasværker samt enkelte stykker af udenlandsk glas.

Man må regne med at en del af samlingen måske 5-10 procent ikke kan identificeres, da museet ikke har tilstrækkeligt med arkivmateriale. Særligt kundevarerne er vanskelige.

Prøvesamlingen, der hidtil er uregistreret, indeholder følgende:

–          Prøver

– egentlige eksperimenter der aldrig blev til mere, både af designerne, der var fast tilknyttet, samt gæstedesignere f.eks. Verner Panton

– originalprøver til sammenligning i produktions øjemed. Disse glas har typisk indridset et stort kryds

-farveprøver

-forstudier/udviklingsprøver

– prøver på glas, der skulle produceres i udlandet

–          Unika til udstillinger. Kunstnerne deltog i talrige udstillinger i ind- og udland. En del unika blev dog solgt på udstillingerne, så prøvesamlingen indeholder ikke alle unika emner

–          Glas fra ’kunstnerhytten’ der fungerede i 1973. Her blev virkelig eksperimenteret af forskellige kunstnere, der blev hentet ude fra, både ind- og udland. Nogle af disse glas er virkelig specielle

–          Kunstglas

–          Vinservicer til katalog

–          Vinservicer til grossister – en meget stor del af produktionen. En af de helt store aftagere er tilsyneladende Ove C. Bjerregaard (et firma der stadig eksisterer)

–          Vinservicer til private, sær-ordrer

–          Vinservicer til hoteller og restaurationer – disse blev dog ofte solgt via grossister

–          Kongelige bryllupsglas

–          Vinservicer fremstillet til købestævner

–          Drikkeglas med logo til div. firmaer, foreninger mv. (der er nærmest ikke den forening, firma eller golfklub, der ikke fik glas med deres logo på fremstillet på Holmegaard)

–          Husholdningsglas

–          Emballageglas af alle slags til katalog

–          Emballageglas til diverse kunder og grossister (en stor og vigtig produktion)

–          Flasker af alle slags til katalog

–          Flasker til diverse kunder og grossister (en stor og vigtig produktion)

–          Ølflasker til Tuborg og Carlsberg, der var meget betydningsfulde kunder

–          Importvarer til videresalg fra England, Frankring, Böhmen og Belgien.

–          Presseglas

–          Belysningsglas

–          Teknisk glas, både til katalog og som kundevarer

–          sygeplejeartikler

–          Glas fra udstillende kunstnere

–          Glasmagerværktøj div.

–          Lidt kontorinventar

–          Malerier og diverse billeder fra Holmegaard, Kastrup og Hellerup

–          Arne Bang stentøj, pæn samling på endnu ukendt antal. I begyndelsen blev hans stentøj solgt under navnet Holmegaard. Han tegnede også glas bl.a. i 1940-1941 da glasværket var uden designer.

–          Ganske lidt arkivmateriale. Størstedelen af arkivet er på Erhvervsarkivet i Aarhus

–          Fotoarkiv (en del er dog på Erhvervsarkivet)

–          Film og gamle TV-udseendelser

–          Tegningsmateriale, heriblandt et arkivskab med formtegninger. Vi indsamler løbende tegninger fra designerne

–          Katalogmateriale. Kun lidt af det er originalkataloger. Resten ligger på Erhvervsarkivet

–          Omfattende bibliotek om glas og glasproduktion (fra Bornholm til USA til Japan) heriblandt speciallitteratur om glasproduktion. Desuden genoptrykte prislister og kataloger, der bliver anvendt i registreringsøjemed

–          Arkæologiske fund fra udgravninger af renæssanceglashytter i Jylland.

–          Kopier af renæssanceglas

–          To ovnmodeller

–          Model af Hellerup Glasværk 1:100 udført 1951.

I Prøvesamlingen kan udskilles en studiesamling på ca. 1000 stk. Alle glas i studiesamlingen er nummereret og registreret på kartotekskort. Studiesamlingen indeholder nogenlunde de samme typer glas som prøvesamlingen. Den store forskel er stort set blot den, at glassene i studiesamlingen er testamentariske gaver, foræringer eller køb og ind imellem også glas der er byttet til studiesamlingen. Indsamlingen er sket i perioden ca. 1950-2000. Kun få glas er ældre end 1825. Glassene stammer fra bl.a. Holmegaard, Fyen og Kastrup glasværker. Det er hovedsageligt katalogvarer samt enkelte eksempler på fusk. Der er lampeglas, vinglas, flasker, vaser m.v.

I efteråret 2012 fik Næstved Museum flaskesamlingen, der hører til prøvesamlingen. Den første gave, prøvesamlingen, indeholder også flasker. Prøvesamlingen og flaskesamlingen registreres under samme sagsnummer, da de historisk set altid har hørt sammen, men blot på et tidspunkt blev adskilt og med tiden havnede i hver sit firma.

Til slut skal i lige have et foto af denne flotte rubinrøde thedåse, x13481. Thedåsen har kalkulationsnr. fra 1951, men vi har ikke kunnet finde den i Per Lütkens tegninger.

02204x00013481

God weekend til alle.

Bedste hilsener

Susanne

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: